Savner du gode råd og inspiration til et succesfuldt interview online? Læs mere i den artikel og bliv inspireret til, hvordan du effektivt gennemfører interviews online.
Forberedelse
- Det er anbefalelsesværdigt at gennemføre interviews som et videomøde. Det kommer tættest på det fysiske møde og giver et bedre udgangspunkt for et flow i samtalen. Derudover giver det mulighed for, at begge parter kan se hinandens kropssprog, hvilket er en vigtig del af en samtale. Aftal på forhånd, om I har kamera på.
- Informér kandidaten om, hvad – hvis noget – de skal forberede før samtalen.
- Såfremt der vil være flere (end interviewer og kandidat) til stede, er det vigtigt at få afklaret/italesat rollerne. Det vil sige, hvem der styrer samtalen, hvor meget (eventuelt) rekrutterende leder er på, etc.
Det tekniske
- Få teknikken på plads. Sikr dig før mødet, at teknikken virker og afprøv det, før du ringer op til kandidaten.
- Overvej at bruge headset med mikrofon i stedet for PCens, tablettens eller telefonens indbyggede mikrofon, da der kan forekomme støj og ekko.
- Sæt dig et sted, hvor du sidder uforstyrret.
- Sluk/Mute eventuelt mikrofonen, når du ikke selv taler med henblik på, at fjerne baggrundsstøj, der bliver fanget af din mikrofon.
- Såfremt internetforbindelsen ikke er stabil, kan man med held slå kamera/skærmdeling fra, så man blot taler sammen, da det kræver færre data og derved giver en mere stabil forbindelse.
- Hav altid en alternativ løsning klar i tilfælde af, at teknikken alligevel fejler. På den måde undgår du at bruge unødvendig tid på at genoprette forbindelse eller konstant spørge “Kan du høre mig nu?”. Har teknologien indflydelse på selve flowet i samtalen, så sørg relativt hurtigt for at benytte dit alternativ. Anvender du ikke Skype/Teams, findes der til inspiration en lang række gratis løsninger til afholdelse af videomøder, herunder Zoom og Google Hangouts.
Selve feedbacken/interviewet
- Gør opmærksom på, at samtalen er fortrolig, og såfremt det ikke fremgår tydeligt via video, så informér om, at du sidder i et lukket lokale.
- Tillad flere pauser end normalt og vær opmærksom på tempoet. Vigtigt at give plads til, at kandidaten kan have brug for (ekstra) tid til at reflektere.
- Informér fra start kandidaten om, at du undervejs tager noter, så kandidaten er klar over, hvorfor du muligvis kigger væk. Generelt set gælder det om at være opmærksom på at italesætte eventuelle handlinger (i lokalet), særligt hvis man er flere parter, der sidder med, så kandidaten kan følge med i, hvad der sker.
- Vær så konkret som muligt i dine spørgsmål og sæt fokus på det kompetencebaserede interview.
- Tillad dig at spørge ekstra – mere end du plejer at gøre – med henblik på at sikre dig, at kandidaten har forstået/hørt spørgsmålet. Det kræver en ekstra indsats at lytte, når ikke man er fysisk sammen (fra begge parters side). Gentag eventuelt spørgsmålet.
Afrunding og opfølgning
- Spørg om kandidaten har nogle opfølgende spørgsmål.
- Kvittér for fleksibiliteten og informér gerne om, at kandidaten er velkommen til at vende tilbage med opfølgende spørgsmål.
- Informér om, hvornår du forventer, at kandidaten hører yderligere på baggrund af samtalen.
Endeligt anbefaler vi, at der følges op med et kompetencebaseret referencetjek, såfremt du er interesseret i at gå videre med kandidaten.
Vi håber, at ovenstående har været til inspiration og besvaret eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte være forbundet med interviews over telefon/skype. Har du spørgsmål eller søger yderligere inspiration, er du altid velkommen til at kontakte os på
mail@savilleconsulting.dk eller 70221050. Vi er klar til at hjælpe dig godt på vej.